Klage til Beskæftigelsesministeren over Tårnby
Inkompetent Tårnby administration
Nye fejl koster Dragør 4 millioner kroner ekstra i tab
Man kan undre sig over socialdemokratisk borgmester Henrik Ziminos fra Tårnbys lederevner.
JobCenter Tårnby drives helt ude af trit med landets love og regler. På hvert eneste møde i Dragørs socialudvalg har der, på nær et enkelt møde, hver gang skulle tages stilling til fejl og mangler i Tårnbys administration.
Oftest er der bare tale om banale idiotfejl, hvor administrationen ”lige har glemt eller overset noget”. Men hvor resultatet hver gang er, at det koster Dragør penge.
På SBKU mødet den 7. april var resultatet en ny fejl til 3.951.737,21 kroner. Penge som Dragør skal finde ved næste budgetrevision i maj måned. Det svarer i øvrigt til flere års drift af svømmehallen.
Efter revisionsbemærkninger i regnskabet for 2008 fandt Beskæftigelsesministeriet generelle fejl på områderne tilbud/aktivering, kontanthjælp, sygedagpenge og revalideringer. Det er alle områder, der siden 2007 varetages af jobcentret i Tårnby Kommune.
Beskæftigelsesministeriet bad Dragør Kommune om at gennemgå samtlige sager for 2008 for fejl med refusionsmæssig betydning med henblik på at kunne foretage eventuel refusionsmæssig berigtigelse og rette eventuelle øvrige fejl. Vi har netop brugt 150.000 kroner ( et beløb som kunne have sikret Dragør Biografs overlevelse med ny fremviser til digitale film ) på at gennemgå et udvalg af sagerne.
De værste anelser blev til virkelighed
Det viste sig, at der var generelle fejl på alle områder, og at de er massive.
Resultatet i udvalget SBKU blev, at et flertal anbefalede over for økonomiudvalget med 5 stemmer for (C+T+O+V), at der afsættes op til 20.000 kr. til en ekstern juridisk undersøgelse i forbindelse med et evt. sagsanlæg i mod Tårnby Kommune for uansvarlig administration.
2 medlemmer (A) undlod at stemme.
Gamle fejl og nye risici
Ministeriet har netop meddelt, at også året 2009 skal gennemgås for fejl. Enkelte sager er manuelt gennemgået som test – og fejlene fra 2008 optræder lige så hyppigt.
Hvis man ser på JobCenters Tårnbys seneste afgørelser fra 2010 og 2011 er der, på trods af løfter ikke sket en forbedring af rettidigheden. Sagerne er stadig forsinkede, hvilket kommer til at koste tabte statsrefusioner.
Dansk Folkeparti finder det positivt, at Dragør nu via advokat undersøger muligheden for erstatning for dårlig administration.
Hvad med ministeren ?
Jeg har personligt flere gange klaget til Beskæftigelsesminister Inger Støjberg over Tårnbys administration, men hver gang har hun henvist til, at man nu var gået i gang i Tårnby med at forbedre sig, så de fik lige en chance til. Selvom JobCenter Tårnby i de fleste sammenligninger med landets øvrige ligger klar på dumpepladsen. Nummer sjok.
At Venstreministeren ikke vil blande sig i Dragørs tab, er en ting. Men langt alvorligere er, at borgere, som har behov for tilbud/aktivering, kontanthjælp, sygedagpenge og revalideringer, er blevet dårligt behandlet.
Det kan vi ikke være bekendt.
Morten Dreyer
Medlem af Dragør Byråd
Dansk Folkeparti

Indsend kommentar